Gartneriværksted
Det spirer og gror og summer af liv på
gartneriværkstedet. Vi dyrker lidt grøntsager og bær, en
masse frugt og laver potteplanter. Vi holder også geder,
høns, kaniner og kanariefugle.
I løbet af skoleåret vil du få mange forskellige arbejdsopgaver.
Sammen med pedellerne passer vi skolens grønne områder, og vi
klarer en del reparationer og vedligeholdelse af maskiner og
redskaber. Vi sår og høster tomater i vores drivhus, vi plukker
æbler, pærer, blommer og hindbær, vi presser frisk æblesaft til
skolen.
Du lærer at behandle jorden ved at fræse og gøde den, så den kan
dyrkes. Vi fodrer dyrene og samler æg. Nogle æg bliver udruget til
kyllinger. Om vinteren gælder det maskinerne, som vi giver et
grundigt eftersyn. Måske laver vi fuglekasser eller arbejder med
stenslibning.